Igennem de sidste år er der mange venskaber der er tabt, og mange familier har mistet sammenholdet.

Flere bruger stadig tid med familien, selvom de bare sidder og venter på at kunne skride hurtigst muligt. Mange uden at have gjort en indsats for at heale forholdet, eller deres eget indre, så det rent faktisk bliver behageligt, rart og givende at være sammen.

De venter på at familien forandrer sig, eller gør noget andet.    Og de er stort set sikre på, at deres følelser skyldes familien, hvilket betyder, at de ikke selv har kontrol eller medbestemmelse over, hvad de selv føler.

Der er også nogle der ikke gider vente på at familien vil forandre sig, så de undgår dem helt, – afskriver dem. Deres følelser er så slidte og ømme, at de ikke har overskud til at gøre andet.

Det vi førhen valgte som modvægt til den problematiske familie, er venskaber.  Disse skulle gerne tilføre de behagelige, rare følelser som familien ikke kunne. Men også venskaber er begyndt at blive mindre gnidningsfri end før.   De er ikke så stabile, loyale, behagelige eller kærlige som de var for nogle år siden.   Der er nu flere konfrontationer og mindre tilgivelse.  Der bliver derfor mere overfladiskhed, for alle er mere bange end før.

Og angsten  betyder, at vi udskifter det vi ikke gider have.  Om det er venner, arbejde, hobbyer, sofaer eller familie.  Vi tager ret hurtige beslutninger – og vi ser os ikke tilbage, for nu er det et overstået kapitel.  Vi skal videre til noget godt for os.

Så vi anskaffer noget andet i stedet, – noget som passer bedre med, hvad vi TROR, vi gerne vil have i vores liv.

Som Dalai Lama så klogt har sagt:

‘Det kan være en gave, ikke at få, hvad man ønsker sig’.

Det er tydeligt, at vi som mennesker har udviklet en langt større selvstændighed.  Vi er ikke underlagt magtinstanser – om det er familien, kongen, politiet, patriarken eller diktatoren, på samme måde som for 100 år siden.

Udviklingen er gået hurtigt, og det virker som om, at vores følelser har svært ved at følge med.  Vi har ikke i samme grad udviklet vores medmenneskelighed, rummelighed, selvkærlighed eller empati.

Og derfor tror jeg tit, at vi kommer til at fravælge nogle mennesker som kunne have været en kilde til indre vækst og balance.  Det er nu muligt at overleve uden familie og vi undgår at håndtere følelser der er problematiske.  Ahhhh rart…

Ved at sige nej til besværligheder i familie- eller venskabskredsen, og trække sig fra problemerne/ubehaglighederne, går vi ofte glip af nogle øjenåbnere.

De her AHA oplevelser kunne have tilført meget vigtige udfordringer, og indre kampe, som igen kan fører til mange positive oplevelser.

Hvis du altså tackler dem på en god måde.

Dette skal ikke opfattes som om jeg peger-fingre, eller giver en bedrevidende lektion i hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.  Jeg beskriver blot nogle forhold jeg ser, har set og vigtigst:  selv har oplevet.   Jeg er jo bestemt ikke fejlfri, og kender til både at afskrive den tætte familie, som var det en gammel stol, anskaffe venner eller partner som jeg mente udfyldte tomrummet, og stadig være utilfreds og fyldt med angst, sårethed og ensomhed.

Så denne artikel skal opfattes som en opfordring, til at være så tilpas ærlig, at du stopper op og spørger dig selv, hvorfor du i virkeligheden hellere vil undvære det menneske, du er ved at skille dig af med.    Eller har lyst til at skille dig af med.

Hvad er det egentlig dine følelser handler om?

Hvor stammer det fra?

Hvornår havde du det sådan første gang?

Hvor gammel var du?

Hvad vil du miste ved ikke at have den person i dit liv mere?

Det kræver så meget mere af en selv, end først antaget.  Og derfor kræver det også mod.  Og hvis du finder svaret, kræver det kærlighed at acceptere, tilgive og give slip.

• Kære Gud/gudinden/mit højere selv/en magt højere end mig:  giv mig styrke til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, 
• mod til at ændre de ting jeg kan,
• og visdom til at se forskellen.
• TAK

Jeg håber du får lyst, og kan se fordelen i at finde fred i familie- eller venneforhold.  Uden at skulle begrave dine følelser, dig selv eller andre.  Det har givet mig stor glæde og kærlighed, og det ønsker jeg for alle, at de kan opleve.

Held og lykke

For ca. 4 år siden mens jeg læste på Roskilde Universitet og levede af SU, skete noget frygteligt:
jeg fik frastjålet min pung og mistede rigtig mange penge på dette.

På det tidspunkt havde jeg det rigtig dårligt indeni, og at blive frastjålet mine ting og penge, var dråben der fik det følelsesmæssige bæger, til at flyde over.

Problemer i ægteskabet, med familiens økonomi, med familien, med vores virksomhed, med følelserne – alt kom op til overfladen på én gang.
Mit liv åbenbarede sig, som ét stort kaos, hvor angst og magtsløshed var hovedpersonerne.

Jeg var vred, angst, frustreret, ked, bange – alt på én gang. Og dybt uansvarlig overfor mig selv.
Det var en sindssyg hård periode, hvor det var en kamp imod alt og alle, for at overleve i hvad jeg oplevede, som en sindssyg dagligdag.

Og det hårdeste af alt: jeg havde tabt min indre kerne af syne, jeg vidste ikke længere hvem jeg var, jeg havde glemt min sindsro og åndelighed, og jeg var omgivet af mennesker, – men helt alene i en verden i kaos.

Noglegange skal der extreme oplevelser til, før vi mennesker ser os selv ærligt i øjenene, stopper benægtelsen og tager ansvar.

• Jeg begyndte så småt at indse, at den måde jeg levede på, ikke var god for mig – og hvis det fortsatte, ville jeg sandsynligvis dø af det.
• Jeg indså langsomt, at jeg var faldet tilbage i gamle mønstre, på trods af mange års intensiv personlig udvikling, terapi, uddannelse mv.
• Jeg opdagede gennem tid, at noglegange er stor kærlighed imellem mennesker, startskud til personlig uansvarlighed, afhængighed og angst.
• Jeg indså til sidst, at jeg havde lagt mit liv i hænderne på et andet menneske som ikke var mig. Jeg var i bund og grund dybt uansvarlig – overfor mig selv.
• Jeg var blevet en person jeg ikke længere kunne lide.

Som barn havde jeg det så dårligt indeni, og følte ingen berettigelse overhoved.
Det var som om, at jeg var usynlig derhjemme – der var ikke plads til mig.

Faktisk var jeg et typisk barn af en dysfunktionel familie:
Jeg løj rigtig meget, dækkede over mine forældres misbrug og vold imod hinanden, havde ansvar for voksen ting og passede ikke min skole fordi jeg ikke havde tid.

Jeg følte mig meget anderledes end alle de andre fra klassen og havde kun få venner.

Denne ensomhed og angst for alle de andre børn gjorde, at jeg søgte op på bibliotektet hvor jeg sad så meget som muligt og læste bøger. Historie, filosofi, psykologi, eventyr, myter, religion – alt blev travet igennem. Det hjalp at forsøge at forstå hvorfor verden og mennesker er som de er.

Og så holdt jeg til på en rideskole hvor jeg striglede heste, og noglegange fik en træktur som tak. Til omverdnen sagde jeg at jeg gik til ridning.

Da jeg blev teenager var jeg vred!!!

Jeg var så træt af mine forældre og deres syge opførsel, og begyndte at gøre oprør ved at blive væk om aftenen.
Og da muligheden for at flytte hjemmefra viste sig, så tog jeg springet som 14 årig.

Jeg ‘adopterede’ min kærestes familie og de var lige efter mit ønske: stille og rolige, stabile og frem for alt hvad jeg anså som normale.
Der var ingen overraskelser – hver dag var den samme som dagen før, det var mega forudsigeligt og præcis hvad jeg havde brug for.
I min nye familie lærte jeg om normer, regler, rigtigt og forkert på en anden måde end jeg ellers kendte til, og det gav mig en følelse af at være ‘normal’.

Jeg vurderede ikke om de nye normer, regler mv. var noget jeg som person egentlig passede ind i, for jeg kendte ikke mig selv særlig godt.

Når det ikke lykkes at leve op til de mange krav om at være på en bestemt måde, (hvilket indebar at jeg var nødsaget til at opføre mig 11 år ældre end jeg faktisk var) så følte jeg, at jeg var forkert og burde ændre mig.
Jeg stillede større krav til mig selv, og det blev selvfølgelig hårdt og anstrengende arbejde at være mig.

Der var konstant en følelse af at være isoleret og ensom, udenfor og forkert. Min angst for aldrig at passe ind og være ligesom ‘de andre’ voksede, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere.

Og så blev jeg fucking vred. Vred på alt og alle. Forsøgte at bilde mig selv ind, at det ikke var mig der var noget galt med – men alle de andre ‘fucking klovner’.
ALLE de andre.
Og som mange andre teenagere, gik jeg i krig med verden, forsøgte at frigøre mig og lære mig selv at kende gennem kaos processen.

Jeg støder stadig ind i nogle af mine gamle teenage mønstre, som overtager mit følelsesliv og adfærd engang i mellem.
Og jeg oplever forbavsende mange voksne mennesker som virker som om, de er helt styrede af deres indre angste, usikre eller vrede teenager som besværliggør deres liv.

Når teenageren ‘udløses’ kommer ubearbejdede følelser op som påvirker adfærden,  og pludselig er man fanget i en besværlig kommunikation/føler sig udenfor/ensom/irriteret/vred/angst/ usikker mv.

Så gik det op for mig, – altså VIRKELIG gik op for mig……at voksne mennesker generelt, og ikke kun mig (!!), forsøger at heale den smerte, der stadig sidder indeni, – og at det for mange mennesker er dømt til at mislykkes.

Jeg tror ikke det er muligt at heale noget, man ikke ved, er et problem.
Voksne der er styrede at deres teenager, syntes jo netop, de har ret til at have den adfærd og de følelser de har. Eller de overvejer slet ikke, at det er uhensigtsmæssigt det de føler/gør.
De tænker meget snævert og ja, som en teenager.
Hvis andre siger fra, eller giver modstand, så er det de andre der er galt på den. Eller hele deres verden bryder sammen og de føler ikke de duer til noget.
Deres usikkerhed, angst og vrede bliver baggrundsenergi for deres voksne adfærd:

• De kan blive fastlåst i følelsen af, at alt er deres skyld, de ved ingenting og de ikke duer til noget (offer).
• Eller de udlever den anden side af samme mønt: De er bedrevidende, kender SANDHEDEN og er altid perfekte (forfølger).

Begge roller er trættekære og anstrengende, både for en selv – og de fleste andre.

Mange gange svinger man lidt imellem de to poler samt andre som jeg ikke har med her.

Så selvom vi i mellemtiden er blevet voksne, er vi stadig låst fast i en gammel rolle.

Og så længe man er låst i en rolle som teenager, er det meget svært at se på sin adfærd på en moden og voksen måde, -for teenagere tager alt meget personligt!
De er sarte og tit overfølsomme.

Så vi oplever desværre ikke rigtigt vores adfærd som umoden, uansvarlig, angst, vred, usikker adfærd og ser den derfor heller ikke som det den er:

Et levn fra en fortid der ikke er afsluttet, og som udspiller de samme dramaer om og om igen – i håb om at vi på et tidspunkt kan give slip, lære af det, tilgive og få det afsluttet.

Her 28 år efter jeg flyttede hjemmefra som 14årig, ser jeg tilbage og vurderer:

• Hvad har jeg været igennem af godt og dårligt?
• Hvilke mønstre går igen i mit liv?
• Hvor ærlig er jeg overfor mig selv?
• Hvordan har jeg tacklet det jeg har været igennem?
• Hvad har jeg lært?
• Hvordan vil jeg gerne have det fremover?
• Hvad skal jeg gøre for at få det sådan?

Og så går jeg ellers i gang med processen. Det virker og det er skønt

Pt. er der flere og flere unge mænd der anlægger fuldskæg. Det er nu mere og mere socialt accepteret, at have massere af hår i ansigtet… ihvertfald hvis du er mand.

Og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt misundelig…. Ikke fordi jeg har et ønske om at få fuldskæg (!) men det kunne være rart, at lade mit hår på kroppen vokse, og samtidig føle mig socialt accepteret og anerkendt.

Fuldskæg er ikke umiddelbart noget, jeg personligt syntes er super klædeligt, og endnu mindre behageligt at komme i nærkontakt med.
Men jeg har samtidig også stor respekt for, at mændene tillader en naturlig del af dem selv, i at udfolde sit potentiale.
Mht. ‘smag’ kender jeg mig selv godt nok til at vide, at når jeg på et tidspunkt har vænnet mig til at se mænd med store fuldskæg allevegne, så bliver det naturligt og måske ligefrem pænt?

Jeg har tænkt over paradoxet omkring, at jeg vil vise verden hvor lækker, smækker og mumselig jeg selv føler, jeg er. Og derfor går jeg i ‘krig’ med mit ydre, ved at vokse eller barberer min krop og fjerne dens naturlige behåring. Og det er en process der ikke stopper. Næhh, det er noget jeg skal blive ved med flere gange om ugen. Resten af livet!
Det er også en process, der sætter gang i andre processer, som jeg så bliver nødt til at gøre noget ved. F.eks. voldsom rødme, hudafskrabninger, små røde betændte kløende knopper osv.

Det er meget ambivalent:
Jeg nyder at nusse om mine ben og fjerne f.eks. hår og creme mig ind, men samtidig kan det også være skide irriterende at de ikke bare kan få lov at være der – når de nu så gerne vil.
På den ene side ønsker jeg at anerkende mig selv, for at være den jeg er. Fordi jeg elsker mig selv.
Men jeg forsøger samtidig på alle mulige måder at ‘forbedre’ mit udseenden, fordi jeg har brug for at ANDRE også kan anerkende og elske mig.

Hvis andre kunne anerkende, elske og rumme mig præcis som jeg er, – ville jeg så have lyst til at foretage smertefulde, tidskrævende og dyre ‘operationer’ på mig selv?
(Til dem der ikke har prøvet voksbehandlinger, så lad mig sige -AV. Det gør mega nas!)
Til det vil jeg personligt svare nej.

Og grunden til, at jeg ikke mærker den anerkendelse fra andre er, at der er en lille del indeni mig, som er usikker og bange. Og som ikke stoler på mig selv nok, og derfor heller ikke acceptere, elsker og anerkender mig selv fuldt ud!
Gjorde jeg det, så ville jeg ikke med vold og magt fjerne al min kropsbehåring, med alle de irriterende følgevirkninger det har.

Bevars: det er da en rar fornemmelse at mærke på en lækker glat, blød hud og det KAN se lækkert ud. Der er også en meget lille element af hygiegne inde over.
Men mange gange har jeg lagt mærke til, både på egne og andres ben, at man selv lige efter barbering, kan se de små sorte hår, indeni deres hårsække, og der opstår næsten altid en mærkelig farve.
Det ligner en masse små sorte prikker i huden, omgivet af mærkelige rødme og blege plagmager.
Og hårene begynder at vokse ud igen allerede efter et par timer, så det er ikke længere er blødt og glat, men mere ligesom sandpapir. Hvor lækkert og æstetisk er det lige?

DET GIVER FAKTISK IKKE MENING at jeg gider bruge tid og penge på at udføre en handling, som starter en process, som kræver mere handling og medfører en masse ubehag.
Og alligevel gør jeg det.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg faktisk ikke engang at kropsbehåring er grimt. Hverken hos mænd eller kvinder.
Det er langt grimmere, at have mærkelige knopper, sår og misfarvninger.

Alligevel tager jeg mig selv i, at fjerne hår fra benene når jeg skal i et par nylonstrømper fordi DET kan jeg bare ikke vise frem.

Men hvad er det med det hår på forkerte steder? Hvorfor kan vi mennesker, både mænd og kvinder, ikke bare slappe lidt af mht. vores udseende og bare VÆRE dem vi er? Og anerkende hinanden, være rummelige og tolerente?

Kompleksiteten er mangfoldig og der er ikke kun ét svar, men mange, – mange flere end jeg beskriver her:  Måske fordi vi er så utrolig bange for at falde udenfor rammen. For at blive hånet, mobbet, udstødt og til sidst dø ensomme(!)?
Måske er vi fanget i et ældgammelt spil, omkring at tilpasse os i gruppen (samfundet), for at få kærlighed, respekt, omsorg og anerkendelse. Dem der ikke følger normen, er udenfor på et eller andet plan.
Det er også sådan vi som samfund kan holde sammen.                                                           Men det kan samtidig også være en sikker måde hvorpå vi kan vise vores individualitet og ‘unikhed’.

Hvem er det så, der sætter normerne for personlig fremtoning?

Noglegange sættes normen af dem der har magten og/eller pengene. Det vil være angsten for hån, mobning og manipulation som gør, at vi følger dem og deres normer. Vi bliver bange for følgerne af at være udenfor (mobning, stigmatisering, arbejdsløshed, ensomhed) Det er en meget personlig straf.

Normen sættes også af nogle enkelte individer der selv tør skille sig ud og være unikke i dem selv, og har succes.  Det er dem vi ser op til. De tør være sig selv, eller de udviser enormt meget overskud, som vi gerne selv vil udstråle.

Så derfor optager vi nogle af deres evner/handlinger/normer/ting og gør det til vores.
Og så håber vi, at vi på samme måde kan signalerer overskud, unikhed eller hvad det nu er.

Når tilstrækkelig mange mennesker begynder at følge en norm bliver det til sidst til en regel.
Og det er derfor jeg startede med at barberer mine ben: Fordi alle de andre gør det – og jeg vil ikke skille mig ud fra mine medsøstre og risikerer at blive stemplet som usoigneret, mærkelig eller lign. Da kvinderne havde gået vejen, optog mændende trenden og begyndte at forvente at deres kvinder var glatte og barberede.

Og det er jo tankevækkende: Vi ser op til dem der tør at vise hvem de selv er, være unikke på godt og ondt ….og så kopiere vi dem!
Så er vi jo netop IKKE unikke selv. Vi er IKKE os selv på godt og ondt.
Vi bliver en uspecificeret ‘gryderet’ af alle mulige andres normer, regler, ideer, anskuelser, mønstre og overbevisninger.
Men lige netop DEN gryderet, ender med at blive helt unik og enestående. Og så skiller vi os ud alligevel, uden at vi måske selv har opdaget det.
Det er da helt fantastisk og tankevækkende.

Mit efterårs projekt til dig (hvis du har lyst) går ud på, at stille åbne spørgsmål:

- Hvad er dine normer, hvem har sat normen? hvorfor har du valgt den norm? - Hvad er din ‘unikhed’?

- Hvem ER du?

Kender du situationen: du kommer glad på arbejde, går i gang med det du skal, sludre lidt rundt omkring med kollegaerne. Men ligeså langsomt, begynder irritationen at indhente dig. Du bliver irriteret over alle mulige småting.

Og irritationen følger dig resten af dagen. Den bliver mere og mere udtalt, hvis du ikke meget bevidst selv stopper den.

Du kan mærke den negative kraft i hele din krop ved dagens afslutning.

Det har bare været en lortedag – og bliver sikkert kun værrer…

Der er mange årsager til at sådanne dage udvikler sig til de rene ‘dræber’ oplevelser.

Her er nogle få mulige årsager:

• Der er flere kollegaer der står og ‘små-øffer’ deres negative ytringer. Måske ikke det helt store, men alligevel grundlæggende negativt.
• Eller der er én enkelt kollega, der er MEGA sur, negativ, vred . Hun/han behøver ikke engang at sige noget – det ‘oser’ ud af personen.
• Der er en masse kloge mennekser der igennem de sidste mange tusind år, har beskrevet hvordan mennekser er hinandens spejle. Derfor kan det faktisk også være en kollega der udstråler (f.eks. hjælpeløshed, sorg mv.) noget følelsesmæssigt, som de andre kollegaer bliver personligt udfordret af. Og det er de andres vrede eller irritation over at blive konfronteret med disse føleser, der skaber en grundlæggende negativ stemning.

Uanset hvordan, – negativitet SMITTER.

Det kender vi alle og har oplevet det selv. Der er mange forskellige forklaringer.

• Tanker skaber Følelser. Følelser skaber en energi. Energi påvirker og skaber stemninger hos flere, – og så er spiralen sat i bevægelse.

• Hjerneforskning viser meget tydeligt, at negativitet smitter hurtigere og mere, end positivitet. Negativiteten breder sig som en usynlig virus, angriber alle der er i nærheden, og skaber en tung stemning. Jo flere der bliver angrebet, jo ‘tungere’ bliver stemningen.

• Mennesker der sidder i andre rum, kan blive ‘angrebet’ af snigende negativitet. Groft forsimplet og forklaret, er det simpelthen hjernen der registrerer hvilke frekvenser der er omkring den. Negative følelser skaber hjernebølger med en meget lav eller ‘tung’ frekvens. Dette opfanges ASAP af din smarte hjerne, og som jeg har forstået, derefter vil sørge for at du er i en form for harmoni med dine omgivelser, – og vupti, går din hjerne i samme svingning som dem der er omkring den. (Dette er én teori og jeg syntes den virker som sund fornuft. Men forskningen ved stadig meget, meget lidt om bevidsthed og hjernen, så der vil helt sikkert komme flere nye og endnu mere fyldestgørende forklaring i fremtiden.).

Hvad kan man gøre?

Det kan være svært, og mange gange umuligt, at ændre andre mennesker.

Derfor er der den oplagte mulighed, at det er dig der foretager en ændring for selv at få en bedre oplevelse og hverdag.

Det kræver i én eller anden grad, at du er MODIG. Der er forskellige muligheder, afhængig af temperament eller situation. Her opridser jeg nogle stykker:

• Assertiv kommunikation: Det er OK at vise empati og forståelse for personens negative oplevelser, men vær åben og ærlig: fortæl at du bliver påvirket af den negative stemning og hvordan den påvirker dig.
• Sig tydeligt, men venligt fra, overfor de mennekser der er negative, på en assertiv måde. Men læs nu grundigt om assertiv kommunikation og – forstå det! Ellers har denne type udmeldinger det med, at give nogle meget ubehagelige bagslag.
• Bevar fokus på det positive indeni dig!!! Luft ud i lokalet, spil glad musik, interager med de mennesker som er med til at skabe god energi, fortæl jokes, gør noget der gør dig glad. Og bliv ved med at bevare fokus på din egen kerne af positivitet. Dette betyder ikke at du skal undertrykke den begyndende negativitet og irritation. Det handler om, at skille dine følelser fra de andres. Virkelig forstå at dine tanker, og dermed dine følelser, IKKE behøver at blive styret af andre, end dig. Det betyder heller ikke, at du bare kan tænke: -’kors hvor er han/hun en idiot, men nu vil jeg have det sjovt’. Denne indstilling indeholder sin helt egen selvretfærdige aggresion, som igen smitter og skaber en stemning, enten imod den negative person – eller mod dig! Selvretfærdig aggresion kan desuden føre til rigtig mange andre psykisk intressante problematikker, såsom f.eks.: ekskludering, mobning, gruppedannelser = større og større negativitet, mindre glæde, mere angst, mere brok osv. En rigtig uheldig negativ spiral breder sig på denne måde.
• Gå et andet sted hen og vær glad hvis det er muligt – MEN: husk at parkere de tunge frekvenser så du ikke tager dem med, og smitter andre (ved f.eks. at gå ind ved siden af og brokke om hvor anstrengende XX er når hun brokker sig, hmmm?…)
• For nogen er det en hjælp at forstå, at XX er som XX er, pga. indre udfordringer og har det svært. ‘Nååhhh, det er synd’. Altså en form for ømhed, empati/forståelse (og altså.. ikke en nedladende, bedrevidende indstilling). Her skiller man sine tanker og følelser fra andres, bevare en sund kerne af positivitet og falder derfor ikke i negativitetens sump.
• Forsøg at gøre noget ved de problemer der skaber negativitet. Har den negative person ret i det han/hun siger? Er forholdene i virkeligligheden dårlige og utilfredsstillende? – Men har alle indgået en usagt aftale om, at ‘det taler vi ikke om’? Tit er det virkelig muligt at ændre situationer, der ikke fungerer, med små virkemidler.    Men mange mennesker er angststyrede, og de vil hellere have det dårligt, end at ændre på dårlige forhold. Vær modig og følg dit hjerte. Forsøg evt.at skabe en åben dialog med ledelsen eller medarbejderne: Hvad skal ændres? Hvad kan man gøre for at forandre situationen? Hvems ansvar er det, at forandre situationen? Hvordan skal det financieres? Brainstorm og kræv at ledelsen er ligeså engagerede. Eller kræv at medarbejderne er ligeså engagerede. Og husk: Vær så konkret som mulig, få opsat delmål, deadlines osv.

Hvis du er interesseret, kommer jeg ud på din arbejdsplads og holder foredrag og giver indspark.   Send en mail eller ring for yderligere information.

Har du et godt forhold til dig selv og din krop? Kan du lide det du ser i spejlet?  Giver du din krop og hjerne sund, vitaliserende næring og jævnlig motion?  Får du søvn og vand nok?  Mærker du alle dine følelser og kan give udtryk for dem på passende vis, uden at såre/støde andre?  Tænker du kærlige tanker om dig selv, dine evner og din krop?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, så er du højst sandsynligt et menneske der hviler i sig selv, som har gode forhold til familie, venner og kollegaer og som har succes i livet generelt.

Mange mennesker kan sige ja til noget af det ovenstående, men ikke det hele – og det er meget almindeligt. Har du et tilfredsstillende og godt liv generelt, så er du nået langt.

Jeg tror, at andre behandler dig præcis som du behandler dig selv.  Og jeg tror, at dine ydre problemer, afspejler dine indre problemer.

Hvis du har mange problemer i dit liv og hvis dine forhold til andre, er præget af misforståelser, fjendtlighed og kampe, så er der ikke så meget nydelse, tilfredshed og kærlighed i dagligdagen.  Det er klart.

Min overbevisning handler om, at dine problemer skyldes dine tanker om dig selv, og din manglende kærlighed til, og respekt for dig selv.  For at have sunde og kærlige forhold til andre, mener jeg at vi som mennesker må starte med at have et sundt og kærligt forhold til os selv.

Hvis du ikke elsker din krop – så elsker du ikke dig selv. Og hvis du ikke elsker dig selv, hvordan kan du så forvente, at en anden skal kunne elske dig eller din krop?  Det samme gælder for respekt.

Heldigvis kan du ændre din måde at opfatte din krop på, ved at ændre dine tanker om den.

Kærlighed til din krop er fundamentet for kærlighed til resten af dig.

Kærlighed til din krop mindsker problemer og voldsomme udfordringer i dit liv,  og åbner dermed for muligheden for at kunne modtage kærlighed fra andre.

Derfor:   Lær at elske og respektere dig selv og din krop – det er det vigtigste i forhold til at kunne give og modtage kærlighed fra andre.